
Du kan selv finde ud af, om der er nogen, der kopierer dit indhold. Dit indhold består af tekst og billeder – to dele som typisk udgør din hjemmesides indhold. Det kan også være videoer, som du har lavet, som andre bruger på deres hjemmeside.
Det har du ophavsret på
I ophavsretsloven står der i §1: ”Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket …” Det betyder, at hvis du har skrevet en tekst, taget et billede, optaget en video, så er det dig, der har ophavsretten til dette – også kaldet værket. Tegninger, grafik, it-programmer m.m. betegnes også som et værk, som du kan have ophavsretten på.
Har du en hjemmeside eller en blog, som du selv skriver tekst og tager billeder til, så har du ophavsret på disse billeder. En webshop har også ophavsret på deres produktbeskrivelser og produktbilleder. I mange tilfælde kan disse fås fra leverandøren eller producenten, men anvendes disse skal du have en tilladelse til dette fra ophavsretshaveren – eksempelvis leverandøren.
Find kopieret tekst
Du kan finde kopieret tekst på to måder. Den letteste måde kan du bruge, hvis du bruger Google Chrome som din browser. Det du skal gøre er:
- Marker den tekst på din side, som du vil undersøge om er blevet kopieret
- Højreklik på markeringen
- Vælg: ”Søg på Google efter …”
Den anden måde minder meget om, men er fremgangsmåden, hvis du ikke bruger Google Chrome som din browser. Det du skal gøre her, er:
- Marker den tekst på din side, som du vil undersøge om er blevet kopieret
- Højreklik og vælg ”Kopier” – eller tryk ”Ctrl+C”
- Gå til google.dk i din browser
- Højreklik i søgefeltet og vælg ”Sæt ind” – eller tryk ”Ctrl+V”
- Tryk ”Søg” – eller enter
Gør du dette vil Google hurtigt finde de hjemmesider, der eventuelt har kopieret din tekst.
Find kopierede billeder

Du kan også bruge Google til at finde ud af, om der er nogen, der har kopieret dine billeder. Det du skal gøre her er:
- Gå til Google billedsøgning: Gå til google.dk og klik på ”Billeder” i øverste højre hjørne
- Tryk på kameraikonet i søgefeltet
- Indtast billedets url: Højreklik på billedet, du vil undersøge, og vælg ”Kopier webadressen til billedet”
- Har du ikke url’en kan du også uploade billedet, du vil undersøge
- Klik ”Søg efter billede”
Bruger du Google Chrome som din browser, kan du:
- Find billedet, du vil undersøge
- Højreklik på billedet og vælg ”Søg efter billedet på Google”
Her finder Google frem til de samme resultater, som ved førstnævnte eksempel. Google deler sit søgeresultat i to dele: ”Lignende billeder” og ”Sider, der indeholder matchende billeder”. Det er i sidstnævnte, at du vil finde de hjemmesider, der bruger dit billede.
Det kan skade dig, hvis andre kopierer dit indhold
Som ophavsretshaver vil man gerne krediteres for det, man har lavet. Det er da en ros, at andre synes, at ens indhold er så godt, at de gerne vil ”låne” det, men faktisk kan det skade dig.
Når andre kopierer dit indhold skabes der duplicate content (DC). Måske har du allerede hørt om det, hvis ikke får du en lille forklaring her: Duplicate content opstår, når det samme indhold findes på flere forskellige url’s.
Google prioriterer unikt indhold – det er derfor du gerne vil undgå DC. Der kan være meget arbejde i at lave nye produkttekster frem for at genbruge producentens, men gevinsten herved er også langt større.
Forestil dig, at du kopierer en producents produktbeskrivelser. Det gør alle dine konkurrenter også. Dermed vil Google finde det samme indhold på flere forskellige sider. Dette straffer Google i sine søgeresultater, og derfor kan din side blive nedprioriteret. Sker dette mindskes chancen for, at dine kunder kan finde dig – og så vil de finde et andet sted at handle.