...
I har fået et krav
Et brev eller en mail siger, at jeres virksomhed har brugt et billede, en tekst eller et andet materiale uden tilladelse, og at der skal betales. Den første reaktion er ofte enten at betale for at blive fri eller at ignorere det. Begge dele er forhastede. Kravet hviler på en påstand om, hvad der lå hvor og hvornår, og den påstand kan efterprøves teknisk, før en advokat tager stilling til resten.
Siden handler om den tekniske side af et modtaget krav. Om kravet er berettiget, og hvad der eventuelt skal betales, er en juridisk vurdering. Teksten er ikke juridisk rådgivning.
Læs kravet som en påstand om fakta
Et krav for kopiering indeholder som regel en række faktiske oplysninger, som kan kontrolleres en for en.
- Adressen · den præcise URL, hvor materialet skulle være fundet.
- Tidspunktet · hvornår materialet blev set, og hvordan det er dokumenteret.
- Materialet · hvilket billede eller hvilken tekst der er tale om, og om det er identisk med jeres.
- Rettighedshaveren · hvem der påstår at have retten, og hvordan den er dokumenteret.
- Dokumentationen · skærmbilleder, arkivkopier eller andet, som afsenderen har vedlagt.
Skriv oplysningerne op, og sammenlign dem med det, I selv kan finde. Uoverensstemmelser er ikke nødvendigvis afgørende, men de er vigtige for advokaten.
Tjek adressen og tidspunktet
Ligger materialet stadig på den angivne adresse? Har siden overhovedet været jeres, og har den haft det indhold på det angivne tidspunkt? Jeres publiceringssystem kan ofte vise, hvornår en side og et billede blev lagt op, og hvornår de blev ændret eller fjernet. Webarkiver kan vise, hvordan siden så ud tidligere, men de har huller, så en arkivkopi fra én dag siger ikke nødvendigvis noget om dagene før og efter.
→ Tidsstempler: hvornår så kopien sådan ud?
→ Wayback Machine som bevis: styrker og svagheder
Rør ikke ved siden eller billedet, før I har sikret, hvordan det ser ud nu. Fjerner I materialet straks, kan I miste den dokumentation, der viser, hvordan det faktisk blev brugt.
Hvor kom materialet fra?
Det næste spørgsmål er, hvordan billedet eller teksten endte hos jer. Det kan være købt i en billedbank, leveret af et webbureau eller en freelancer, fulgt med et tema eller en skabelon, eller lagt op af en medarbejder. Find kilden, og find det, der dokumenterer den: licensen, fakturaen, leverancen eller mailen.
- Billedbank · find licensen og vilkårene, og tjek, om brugen ligger inden for dem.
- Bureau eller freelancer · bed om deres dokumentation for, hvor materialet kom fra.
- Tema eller skabelon · tjek, om billedet fulgte med, og hvilke vilkår der gjaldt.
- Medarbejder · spørg, hvor billedet blev fundet, og gem svaret.
→ Stockbilleder og licenser: dokumentation af jeres ret
Krav for brug af et billede
Krav for billeder er de mest almindelige. Ud over adresse og tidspunkt kan det være relevant at sammenligne billedet i kravet med det, I har brugt: er det samme optagelse, samme beskæring, samme fil? Filnavn, størrelse og metadata på jeres eget eksemplar kan sige noget om, hvor det stammer fra. Undersøg også, om billedet lå på jeres egen server eller blev vist fra en anden.
→ Krav for brug af et billede: tjek det tekniske grundlag
Beskyldt for at have kopieret en tekst
Påstår nogen, at jeres tekst er en kopi af deres, er spørgsmålet ofte, hvem der var først. Her er jeres egne spor afgørende: de oprindelige dokumenter, versionshistorik, leverancer fra tekstforfattere og historik fra publiceringssystemet. Det kan vise sig, at det er jeres tekst, der er kopieret.
→ Beskyldt for at have kopieret: jeres egen dokumentation
→ Bevis for, at I var først: de spor, der holder
Afsenderen, licensen og perioden
Tre spørgsmål afgør meget af den tekniske gennemgang: hvem der har sendt kravet, om I havde ret til at bruge billedet, og hvor længe det var i brug. Hvert spørgsmål har sin egen artikel.
→ Mail fra et billedbureau: sådan tjekkes kravets tekniske grundlag
→ Er kravet ægte? Kendetegn ved falske ophavsretskrav
→ Billedet var frit at bruge: dokumentation af licensen bagefter
→ Hvornår kom billedet på siden, og hvornår blev det fjernet?
Saml jeres egne spor ét sted
Uanset hvad kravet handler om, er det en fordel at samle jeres egne spor, før nogen ændrer noget. Det kan være eksport af historik fra publiceringssystemet, oplysninger fra mediebiblioteket om, hvornår en fil blev uploadet og af hvem, sikkerhedskopier af siden fra tidligere datoer, og mails med bureauer og freelancere. Notér, hvem der har eksporteret hvad og hvornår. Spørg også webbureauet eller hostingudbyderen, hvor længe logfiler og sikkerhedskopier gemmes, så de ikke forsvinder, mens sagen står på.
→ Hvem skal sikre: jer selv, advokaten eller en IT-sagkyndig?
Hvornår advokaten skal ind
Kravet indeholder ofte en frist og et beløb. Hvordan I forholder jer til dem, skal I drøfte med en advokat, gerne tidligt. Den tekniske gennemgang kan laves sideløbende, og den giver advokaten et bedre grundlag for at vurdere kravet og svare på det. → Hvornår skal en advokat ind over?
En uvildig IT-sagkyndig kan efterprøve kravets tekniske grundlag og jeres egne spor og skrive en kort redegørelse, som advokaten kan bruge.
Det skal I lade være med
- At slette siden eller billedet straks · sikr først, hvordan det ser ud, og hvad der ligger i systemet.
- At svare afsenderen uden overblik · et hurtigt svar kan indeholde indrømmelser, I ikke kan stå inde for.
- At rette datoer eller filer · det svækker jeres egen dokumentation og kan skabe nye problemer.
- At gå ud fra, at kravet er korrekt · eller at det er forkert, før det er efterprøvet.
Hvad dokumentationen kan og ikke kan vise
Jeres dokumentation kan vise, hvordan materialet kom til jer, hvornår det blev brugt, og om oplysningerne i kravet stemmer. Den kan ikke afgøre, om kravet er berettiget juridisk, eller hvad et eventuelt beløb bør være. Det er advokatens område.
Tjekliste
- ☐ Oplysningerne i kravet er skrevet op en for en
- ☐ Siden og materialet er sikret, som de ser ud nu
- ☐ Historik fra publiceringssystemet er eksporteret
- ☐ Kilden til materialet er fundet, med licens eller leverance
- ☐ Advokaten har kravet og jeres dokumentation
Næste skridt
- Krav for brug af et billede: tjek det tekniske grundlag
- Beskyldt for at have kopieret: jeres egen dokumentation
- Hvornår skal en advokat ind over?
Del af: Artikler om kopiering og ophavsret
Læs også: Billeder og video · Hvad siger loven?
→ Kontakt · Tlf. 70 13 63 23 · Bevissikring ved kopiering hos Nielco IT
Er I blevet kopieret?
Skriv kort, hvad der er kopieret, hvor I har set kopien, og om den stadig er online. Så vender jeg tilbage. Arbejdet er uvildigt og uafhængigt, og der laves konflikttjek af parterne, før opgaven tages.